Open bus ticket
Med en “open bus ticket” kan du hoppe af og på bussen, når du har lyst.
Køb f.eks. en billet fra Hanoi til Ho Chi Minh City med stop i Hue, Hoi An, Nha Trang og Mui Ne. Billetten er gyldig i 30 dage, og du skal blot bekræfte din afgang fra det sted, du ønsker at rejse fra. De anbefaler man bekræfter 1-2 dage i forvejen, for at være sikker på, at der er plads, men ofte kan man booke samme dag.
Open Bus er klart den billigeste løsning, hvis du skal gennem hele Vietnam med flere stop.
Bus er backpackerens favorit. Det er en billig måde at rejse på, og du kan få en open-bus-ticket der gælder fra nord til syd, hvor du kan hoppe af og på som du har lyst.
Indenrigsfly i Vietnam
Mulighederne for indenrigsfly udvikler sig hurtigt. Der kommer løbende nye ruter fra eksisterende og nye flyselskaber.
Fly er hurtigste og dyreste mulighed når du skal rundt i Vietnam.
Men set iht tid og pris, er det den mest oplagte mulighed hvis tiden er knap, og du ikke har så mange dage til at opleve landet.
Rejs med tog i Vietnam
Sammenlign ikke tog og strækninger
Når du skal med toget, skal du være opmærksom på at toget fra Hanoi til Lao Cai (Sapa) og toget fra Hanoi og syd, ikke kan sammenlignes. Toget fra Hanoi til Sapa er pænere, og der er gjort lidt mere ud af udsmykningen af kupeerne.
En mere lokal oplevelse
Toget sydpå, er mere “Vietnamesisk”. Tidligere var det knap så rent, men de er blevet bedre til at gøre rent, og kupeerne har også fået en lille opgradering. Du skal dog ikke bliver overrasket hvis toiletterne ikke altid er så rene. Hav derfor altid dit eget toiletpapir og håndsprit med.
Når du hopper på toget i Hanoi, så er det start destinationen, og toget er derfor rent. Hopper du derimod på i f.eks. Danang for at tage turen til Hanoi eller længere mod syd til Ho Chi Minh City, så kan du forvente at en har brugt “din” seng før dig, og der derfor kan være mere eller mindre beskidt.
Vi anbefaler altid at du har din egen lagenpose med.
Sæde eller seng
Der er flere muligheder for at vælge klasse eller standard på toget. Du kan ofte vælge mellem:
- Hard-seat
- Soft-seat
- Hard-sleeper (6 personer pr kupe)
- Soft-sleeper (4 personer pr kupe)
- Privat kupe (oftes 4 personers kupe hvor du booker de øvrige pladser)
Hard-seat er ikke at anbefale med mindre man ønsker at prøve det og kun skal på en kort tur på et par timer. Det er nemlig en træbænk.
Soft-seat er fine bløde sæder, men du skal ikke forvente DSB standard. Det kan også være at sædet ikke kan justeres, det skal du tage som en del af oplevelsen.
Hard-sleeper har jeg personligt ikke nogen problemer med. Du ligger på en tynd madras, som for nogle vil være helt okay, men andre ikke vil få lukket et øje hele natten. Hard-sleeper er 6 personers kupeer, så du deler kupe med 5 andre.
Soft-sleeper er den bedste og “dyreste” løsning. Den er dog ikke meget dyre end hard-sleeper, så er du ikke på et virkelig skrabet budget, og kan du ikke sove på en hård seng, så vælg soft-sleeper. Det er 4 personer kupeer, så her deler du kupe med 3 andre.
Leje af bil i Vietnam
Leje af bil
At leje en bil og køre rundt i Vietnam, er ikke noget man gør. Det kræver selvfølgelig kørekort, men det er også for farligt.
Du kender ikke trafikken i landet, og du skal ikke regne med at andre tager hensyn til dig.
Udover at det også kan være svært at finde nogen der vil leje dig en bil, så fraråder vi også den rejseform.
Leje af bil med chauffør
At leje en bil med chauffør er selvfølgelig en mulighed. Det er også det vi gør, når vi sender vores søde gæster ud i bjergene med guide.
En chauffør i Vietnam kan ofte ikke engelsk, derfor er der altid en guide med.
Det er en dyr fornøjelse at blive kørt rundt i bil, hvis du vil fra nord til syd, men det er muligt.
Cykelferie i Vietnam
Der er stort set mulighed for at cykle i hele Vietnam. Vi har oplevelser på jernhest i både Sapa, Hanoi, Hue, Hoi An og Mekong Deltaet.
Det er nok ikke nogen overraskelse for de fleste, at Vietnam har et varmt og vådt klima. Det bliver tidligt varmt og solen står lige på, mens du cykler og nyder den smukke natur.
Så sørg for at beskytte dig mod solen, ellers bliver din tur hurtigt ødelagt af forbrændinger, og du får andet at tænke på end at nyde naturen, kulturen og de mange venlige mennesker.
Oplev Vietnam fra en motorcykel
Køb din egen motorcykel
Flere og flere vælger at købe en brugt motorcykel, og køre ned eller op gennem Vietnam. Det er en rigtig god måde, at se Vietnam på. Dette er dog ikke noget vi på nogen måder anbefaler. Du kender ikke trafikken, de fleste har ikke det rigtige kørekort, og derfor heller ingen forsikring der dækker hvis uheldet er ude. Der er masser af ulykker hvert år, også med udlændinge involveret.
Sid bag på med en erfaren chauffør
Vi har stor succes med at sende gæster ud i det vietnamesiske land, hvor du sidder bag på en motorcykel. På den måde kan du nyde turen, slappe af, og opleve undervejs. Du skal ikkke koncentrere dig om vejen, trafikken. Du vil også komme ud steder du aldrig vil finde på egen hånd. Din chauffør/guide kender Vietnam og ved hvad der er et besøg værd. Hop op, sid bag på, og du vil ikke fortryde det.
Trafikken i Vietnam
Der er mange ting, der kan være rart at vide, når man skal til et nyt land, dette gælder også for Vietnam. De fleste får et chok, når de skal begive sig ud i trafikken i de større byer i Vietnam.
Her stopper man ikke nødvendigvis for rødt, men der bliver dog slået mere ned ved overtrædelse nu, end der gjorde tidligere.
Flere og flere biler
Siden jeg var i Vietnam første gang i 2007, er der kommet flere og flere biler. Det bliver, hvis det ikke er det allerede, et stort problem i byerne. Vejene er slet ikke bygget til så mange biler.
Scooter & motorcykler
Små motorcykler, eller scootere som vi vil kalde dem i Danmark, må da heller ikke køre mere end 30-35 km/t i byerne. Men i hovedestaden Hanoi, er der flere motorcykler, end der er indbyggere i Danmark.